Er du en erfaren og dygtig leder? Formår du at gå foran og motivere dine medarbejdere på en anerkendende måde? Har du byggefaglig ekspertise med indgående kendskab til arbejdsprocesser på entreprisesager fra start til slut? Hvis JA, så er du måske den profil, vi søger som vores nye repræsentant for virksomheden og vores 3 kerneværdier; Samarbejde, faglighed og ordentlighed?

Hvem er vi?

Madsen & Kastberg Byg A/S er en del af Madsen & Kastberg Gruppen A/S, som via 3 driftsselskaber beskæftiger ca. 200 kolleger indenfor murer, tømrer, VVS og sprinkler.

Madsen & Kastberg Byg A/S er fortsat i rivende udvikling og er siden grundlæggelsen i december 2019 vokset til ca. 80 fantastiske kolleger. Virksomheden udfører både klassiske serviceopgaver og større fag- og hovedentrepriser med fokus på murer og tømrer. Vores hovedkontor ligger i Rødovre, men rykker til større lokaler i Brøndby i løbet af efteråret. Derudover har vi en afdeling i Kvistgård.

Vi arbejder primært med renoverings- og restaureringsopgaver i hoved- og fagentrepriser, nybyg i fagentreprise samt ombygninger af kontorer og erhvervsmål. Størrelsen på vores hoved- og fagentrepriser varierer mellem 3 og 60 millioner, og der er løbende 6-12 igangværende projekter i entrepriseafdelingen. Mange af projekterne er i den gamle bygningsmasse i Storkøbenhavn i beboede lejligheder.

Vores Entrepriseafdeling vokser markant i år og derfor har vi oprettet stillingen som Afdelingschef for Entrepriseafdelingen. Da der er tale om en nyoprettet stilling, vil du have rig mulighed for at påvirke, hvordan afdelingen skal køre.

Dine ansvarsområder som Afdelingschef vil være
  • Projektgranskning og -optimering i samarbejde med projektledere og projektchefer
  • Afhandle underentreprenører/leverandører, herunder indgåelse af UE-kontrakter
  • Sparre med projektledere og projektchefer under gennemførsel af projekter
  • Identificere og håndtere potentielle risici og udfordringer i afdelingen
  • Kontinuerlig tilgang af nye opgaver og kunder samt indflydelse på tilbud, som sendes ud af huset
  • Lede, inspirere og motivere afdelingens medarbejdere og projektteams
  • Ressourceallokering i forhold til igangværende sager og sager i pipeline
  • Udarbejde sagsøkonomi, afdelingsøkonomi, budgetter og rapportering til direktionen
  • Udvikle Entrepriseafdelingen og styrke samarbejdet mellem koncernens afdelinger og afdelingschefer
Hvem er du?

Vi forventer, at du er fagligt dygtig med stor erfaring inden for ledelse, projektledelse og økonomi. Du er struktureret, resultatorienteret, god til at prioritere, kan uddelegere opgaver og bevare overblikket i en travl og skiftende hverdag. At være åben, udadvendt, ansvarsfuld og kvalitetsbevidst ligger naturligt til dig – ligesom akkuratesse, købmandskab og ordentlighed har plads på øverste hylde.

Herudover har du:

  • Erfaring som projektleder, projektchef eller afdelingsleder med succesfulde projekter i bagagen
  • Bredt byggeteknisk kendskab og vant til sparring med både projektledere, rådgivere og bygherrer
  • Veludviklet evne til at kommunikere, forhandle og lede et team og gerne en afdeling
  • Tidligere arbejdet med sagsbudgetter og efterkalkuleringer og mestrer denne disciplin
  • God forståelse for byggeteknik samt indgående kendskab til AB18 og bygningsreglementet
  • Evne til at træffe beslutninger under pres og håndtere komplekse situationer
  • Grundlæggende kendskab til Office pakken, herunder især Excel
  • Forståelse for vigtigheden af dokumentation både i forhold til aftaler, kontrakter og KS

På det personlige plan vægter vi evnen til at lytte til kolleger og samarbejdspartnere og derigennem indgå i en konstruktiv dialog. Du må gerne være proaktiv og løsningsorienteret, så projekterne gennemføres til rette tid og med tilfredse kunder. Dine kommende kolleger er hjælpsomme, imødekommende, tillidsvækkende og har nemt til latter.

Vi tilbyder

Kulturen og sammenholdet i Madsen & Kastberg er stærkt. Vi arbejder sammen på tværs af afdelinger og selskaber og har en god tone imellem alle kollegerne, uagtet hvor i organisation man arbejder. Madsen & Kastberg lægger stor vægt på socialt samvær og nærvær. Flere gange årligt afholdes der derfor fælles frivillige virksomhedsarrangementer for alle medarbejdere og derudover har vores Personaleforening 4-5 årlige arrangementer. Nogle er en tradition og andre er nye fra år til år. Blandt vores arrangementer kan nævnes:

* Fastelavn * Gokart Le Mans * Fælles julefrokost * Jule-klippeklister dag med familierne * Sushi-kursus * DHL * Padel-turnering * Skovtårnet * Copenhagen Cable Park * 3 kamp osv.

Hos Madsen & Kastberg Byg A/S er der mulighed for at arbejde i en udviklings- og vækstorienteret virksomhed, med en sund økonomi. Vi tilbyder rig mulighed for faglig og tværfaglig sparring, og du vil blive en del af en flad organisation, hvor du vil får mulighed for at påvirke måden vi arbejder på. Du vil indgå i ledelsesgruppen sammen med de øvrige Afdelingschefer i Madsen & Kastberg Gruppen. Du vil referere til direktionen og vores stabsfunktioner vil bakke dig op i forhold til økonomi, HR, arbejdsmiljø og administration.

Vi tilbyder en lønpakke som modsvarer dine kvalifikationer og dit ansvarsområde. Derudover har vi på hovedkontoret i Rødovre (snart Brøndby) massage- og frokostordning.

Hvis du kan se dig selv i ovennævnte stilling, må du meget gerne sende os et par ord om dig selv, samt et CV gerne med relevant dokumentation for din tidligere erfaring og succesfulde projekter til Nana Pasler på np@m-k.dk. Spørgsmål til ovennævnte stilling bedes rettet til Brian Kastberg på tlf. nr.: 5354 2034. Stillingen ønskes besat hurtigst muligt, hvorfor ansøgninger behandles løbende.

Hvis du vil læse mere om Madsen & Kastberg så følg os gerne på Linkedin eller tag et kig på vores hjemmeside.