Madsen & Kastberg kan se tilbage på et år, hvor strategiske beslutninger har styrket forretningen og skabt en sundere og mere fokuseret virksomhed.
2024 har budt på både vækst og vigtige tilpasninger, hvor særligt etableringen af en selvstændig entrepriseafdeling i BYG og optimeringer i VVS-selskabet har haft en positiv effekt. Samtidig har virksomheden taget hul på et nyt forretningsområde inden for sprinklerservice og installation – et speciale, som kun 19 danske virksomheder er certificerede til at udføre.
BYG: En ny retning og et solidt resultat
Madsen & Kastberg har i 2024 etableret en entrepriseafdeling i BYG-forretningen. Det har styrket evnen til at håndtere større projekter, ført til en mere effektiv drift og skabt en sundere økonomi.
Dog har virksomheden måttet lukke sin afdeling i Kvistgård, da en central rammeaftale ikke udviklede sig som forventet.
“Vi har altid drevet vores virksomhed med ordentlighed som en kerneværdi. Derfor er det frustrerende at stå i en situation, hvor vi har gjort alt, hvad vi kunne, men stadig må kaste håndklædet i ringen. Den beslutning har kostet – ikke kun økonomisk, men også personligt – fordi vi har haft dygtige folk ansat, som vi desværre ikke har kunnet tage med videre,” siger Brian Kastberg, adm. direktør i Madsen & Kastberg.
Lukningen har dog samtidig gjort det muligt at fokusere ressourcerne dér, hvor de skaber størst værdi. Det kan aflæses direkte i resultaterne for selskabet, hvor omsætningen er fordoblet, og bundlinjen er tidoblet.
VVS: Små justeringer med stor effekt
I VVS-forretningen har Madsen & Kastberg haft fokus på optimering frem for vækst. Virksomheden har fastholdt sin omsætning på et højt niveau, samtidig med at indtjeningen er næsten fordoblet.
“Vores omsætning har ligget på niveau med sidste år, men vores indtjening er næsten fordoblet. Dette er resultatet af procesoptimering og vores selektive tilgang til, hvem vi samarbejder med, og hvilke projekter vi vælger at byde på. Det fortæller os, at vi har fat i noget rigtigt: At god økonomi ikke nødvendigvis handler om at løbe hurtigere, men om at løbe klogere,” siger Brian Kastberg, adm. direktør i Madsen & Kastberg.
Sprinkler: En investering i fremtiden
Madsen & Kastberg tog i 2024 hul på et nyt forretningsområde med etableringen af en sprinklerafdeling. Da det er første regnskabsår, er resultatet præget af opstartsomkostninger, men virksomheden har store forventninger til både entreprise- og serviceforretningen.
“At opbygge en ny forretning kræver tid og investeringer, og det har vi været forberedte på. Vi har brugt det første år på at skabe de rette strukturer, opbygge relationer og sikre, at vi kan levere den kvalitet, vi er kendt for. Selvom det første regnskab viser et mindre underskud, har vi stor tiltro til, at denne afdeling vil udvikle sig positivt i de kommende år,” siger Brian Kastberg, adm. direktør i Madsen & Kastberg.
Fremtiden: En virksomhed i balance
Årets koncernregnskab vidner om en virksomhed, der har navigeret gennem både med- og modvind og er kommet styrket ud på den anden side. Strategiske valg har skabt en mere fokuseret forretning på tværs af koncernens tre selskaber, og ledelsen ser positivt på fremtiden.
En væsentlig del af succesen skyldes ifølge Madsen & Kastberg selv de medarbejdere, der hver dag bidrager med engagement og faglighed. Netop den stærke kultur i virksomheden har været afgørende for at nå dertil, hvor de er i dag.
“For os er et godt regnskab ikke kun et spørgsmål om plusser og minusser, men om hvorvidt vi driver en virksomhed, vi kan være stolte af. 2024 har givet os både glæder og udfordringer, men vigtigst af alt har det givet os en endnu stærkere tro på, hvad vi står for – og hvor vi skal hen,” afslutter Brian Kastberg.
Fremadrettet vil virksomheden fortsætte med at optimere og udvikle forretningen med samme strategiske tilgang. Samtidig vil der være et øget fokus på, hvordan man kan integrere mere bæredygtige løsninger i arbejdsprocesserne – et område, der naturligt vil få større betydning i takt med, at virksomheden vokser.