Madsen & Kastberg har indgået aftale om overtagelse af aktiverne i SnedkerMadsen ApS. I forbindelse med overtagelsen fortsætter indehaver Kim Madsen sit daglige arbejde – nu som medarbejder hos Madsen & Kastberg – sammen med hans erfarne svende. Dermed sikres både kontinuitet og den tætte relation til de mange ejendomme og kunder, som SnedkerMadsen gennem årtier har serviceret.

SnedkerMadsen ApS blev etableret i 2015, men Kim Madsen har haft ansvar for drift og vedligehold på en lang række boligejendomme i mere end 30 år. Med overdragelsen ønsker han at give stafetten videre organisatorisk – uden at give slip på kunderne eller kvaliteten i arbejdet.

“Jeg har haft de samme ejendomme og kunder i mange år, og det har været vigtigt for mig, at de fortsat føler sig trygge. Med Madsen & Kastberg får jeg mulighed for at fortsætte det arbejde, jeg holder af – men i et setup, hvor jeg personligt kan skrue lidt ned for tempoet og stadig levere den kvalitet, kunderne forventer,” siger Kim Madsen.

For Madsen & Kastberg er overtagelsen et naturligt skridt i virksomhedens udvikling og et klart signal om ønsket om at bevare lokale relationer og stærkt håndværk.

“Kim Madsen og hans kolleger repræsenterer præcis de værdier, vi selv står for: ordentlighed, faglighed og langvarige kunderelationer. Vi er meget glade for, at både Kim og svendene fortsætter, så ejendommene oplever mindst muligt skift – og i praksis bare får flere ressourcer og et stærkere administrativt fundament i ryggen,” udtaler Rasmus Uldbæk, afdelingschef for Byg Service, Madsen & Kastberg.

De igangværende serviceopgaver og aftaler på boligejendommene fortsætter uændret, og kunderne vil fortsat møde de samme håndværkere i hverdagen. Fremadrettet vil fakturering og administration ske via Madsen & Kastberg, som med overtagelsen også tilfører øget kapacitet, systemunderstøttelse og langsigtet stabilitet.

Madsen & Kastberg ser frem til at videreføre det gode arbejde og udvikle samarbejdet med ejendomme og samarbejdspartnere i samme ånd, som SnedkerMadsen har gjort gennem årene.