Madsen & Kastberg har truffet den svære beslutning at lukke deres afdeling i Kvistgård i Nordsjælland. Afdelingen blev åbnet i januar 2023 på baggrund af en rammeaftale med en større boligforening i området.
Aftalen havde stort potentiale og afdelingen blev etableret for at sikre nærvær og tilstedeværelse, som virksomheden anser for afgørende i deres samarbejder. Madsen & Kastberg investerede i en fuld serviceafdeling med både tømrere, VVS´ere, serviceledere og koordinatorer for at kunne levere den bedst mulige service i lokalområdet. Desværre viste det sig, at rammeaftalen langt fra levede op til de omsætningstal, som var estimeret i udbuddet.
-Vi troede virkelig på samarbejdet og investerede betydeligt i både tid og ressourcer for at imødekomme de behov, der blev skitseret fra start. Men trods flere forsøg og konstruktive dialoger har vi ikke modtaget det aftalte antal opgaver, hvilket har gjort det umuligt at opretholde en rentabel drift af afdelingen, udtaler Brian Kastberg, administrerende direktør i Madsen & Kastberg.
Samarbejde og ordentlighed har altid været kerneværdier for Madsen & Kastberg, og derfor er det med stor beklagelse, at virksomheden har set sig nødsaget til at lukke afdelingen.
-Det er en vigtig påmindelse til branchen om, hvor afgørende det er at indgå og overholde aftaler, som begge parter kan stå inde for. Når det ikke sker, er det svært at opretholde de høje standarder, som vi stiller til både os selv og vores samarbejdspartnere, fortsætter Brian Kastberg.
Det er dog vigtigt at understrege, at lukningen af Kvistgård-afdelingen ikke vil have nogen væsentlig indvirkning på Madsen & Kastbergs forventninger til årets resultat. Virksomheden ser fortsat optimistisk på fremtiden og denne beslutning udgør på ingen måde en risiko for forretningens samlede drift. Madsen & Kastberg vil fortsat tilbyde deres ydelser i området, men fremadrettet på almindelige kommercielle vilkår.
I det omfang det har været muligt, er medarbejderne omplaceret, men lukningen betyder desværre også, at en række dygtige tømrere og VVS´ere nu står til rådighed på det nordsjællandske marked. Madsen & Kastberg håber, at disse kompetente fagfolk hurtigt vil finde nye muligheder i området, hvor deres erfaring og høje faglige niveau uden tvivl vil være efterspurgt.
Virksomheden ønsker at takke alle medarbejdere i Kvistgård-afdelingen for deres store indsats og engagement gennem hele processen.